
Nikolaj Jacobsens tre børn er efterhånden blevet voksne og fløjet fra reden.
Siden 2017 har Nikolaj Jacobsen været landstræner for de danske håndboldherrer, og mens der igen og igen er blevet vundet guldmedaljer til Danmark, er der sket store forandringer på hjemmefronten.
Nikolaj Jacobsen og familien flyttede hjem fra Tyskland for at bosætte sig på Thurø, og nu skal han og hustruen vænne sig til en hverdag, hvor børnene er fløjet fra reden.
Parret er forældre til Freja og Sille, som er flyttet hjemmefra, mens Linus, der netop er fyldt 18, går på Oure Kostgymnasium.
– Det har været en omvæltning at gå fra, at børnene fylder det hele, til at der nu også er noget tid, man selv skal have fyldt ud. Jeg ser det ikke som om, jeg ikke har ”børn-børn” længere, og det tror jeg egentlig aldrig kommer til at ske. Som forælder vil det altid være ens børn, og dem vil man både hjælpe og gå gennem ild og vand for, siger Nikolaj Jacobsen til Se og Hør i deres podcast ”Af banen”.
Oure Kostgymnasium, hvor Linus går, ligger ikke langt fra hjemmet på Thurø, og sønnen er god til at komme hjem – særligt for at få lidt aftensmad. Med et grin fortæller landstræneren desuden i podcasten “Af banen”, at det ikke er meget, hustruen Lenette ser til sin bil, efter sønnen har fået kørekort.
Nikolaj Jacobsens kontrakt som landstræner udløber i 2030.