
Da en glædestrålende Diana Spencer for 45 år siden viste sin forlovelsesring frem, vakte den på flere måder opsigt.
“Må vi se ringen?”
Et klassisk spørgsmål, der stilles, når en forlovelse er blevet annonceret.
Og dét spørgsmål blev uden tvivl nok også stillet af de mange fremmødte journalister, da daværende prins Charles og Diana Spencer den 24. februar 1981, for præcis 45 år siden, annoncerede deres forlovelse.
Her kunne en smilende, men tydeligt genert Diana Spencer, fremvise en ring med en 12 karat stor srilankansk safir omkranset af 14 diamanter.
I dag er ringen ikonisk, men dengang vakte den opsigt af flere årsager.
Tyske Gala genkalder, at “verden var forarget” over Dianas kærlighedssmykke, da ringen – som prinsesse Diana angiveligt selv skulle have udvalgt – ikke var en traditionel diamantring.
Ydermere var ringen, som kom fra juveleren Garrard, ikke specialfremstillet, som det ellers er tradition hos de kongelige, men derimod var ringen udvalgt fra juvelerens “standardudvalg” fra deres katalog, hvilket betød at alle andre bare også kunne købe ringen.
Bar den efter skilsmisse
Trods furoren skattede prinsesse Diana – som hun hed, efter hun blev gift med prins Charles – safirringen højt.
Faktisk betød ringen så meget for hende, at hun fortsatte med at bære den, efter ægteskabet til prins Charles gik i stykker.
Da Diana på tragisk vis døde i 1997, var det faktisk prins Harry, der arvede ringen.
Han var dengang kun 12 år, og angiveligt aftalte de to brødre, at den, der først blev forlovet, måtte falde på knæ med deres mors ikoniske forlovelsesring.
Den 16. november 2010 sad ringen så på en smilende Kate Middleton, der nu skulle giftes med prins William.
Siden sin debut i 1981 er den ikoniske safirring gået fra at være en “katalogring” til en af verdens mest genkendte forlovelsesringe.
Og dens værdi er også kun steget siden da: Daily Express skrev i 2014, at prins Charles gav 250.000 kr. for ringen, men at den nu har en værdi på svimlende 2,7 mio. kr.